Foredrag med Cykeldrengene

Vi, Cykeldrengene, tager dig med på bagagebæreren jorden rundt på cykel. 24.391 kilometer gennem nogle af verdens mest fascinerende, udfordrende og uforudsigelige egne.

 

Du kommer til at høre om hårrejsende oplevelser – lige fra da vi blev landskendte i verdens fjerdemest folkerige land, Indonesien, og blev eskorteret af politiet i mere end 1.000 kilometer, til møderne med de fantastiske mennesker og den enorme gæstfrihed, vi oplevede undervejs.

 

Men rejsen havde også sine mørke kapitler. Du bliver taget med ind i fortællingen om, hvordan vi blev spærret inde bag en tre meter høj mur i det nordvestlige Indien og presset for penge. En oplevelse, der satte os under pres, men som også gav nogle af de vigtigste perspektiver, vi tog med videre.

 

Kom også med ud i Danmarks største overlevelsesprogram, Alene i Vildmarken, hvor vi vandt sæson 5 efter 32 dage i naturen. Hør om, hvor langt et positivt mindset kan føre dig, hvad et stærkt venskab kan holde til, og hvad der egentlig sker med kroppen, når den bliver presset til det yderste. Vi tager dig med bag kulisserne og fortæller om forberedelserne, træningen og de mentale kampe, som seerne aldrig fik at se.

 

Tag derefter med til Grønlands enorme indlandsis, hvor vi skrev verdenshistorie med rekorden for den længste cykeltur over indlandsisen. En ekspedition præget af ekstrem kulde, storme med orkanstyrke og temperaturer ned til minus 50 grader. En rejse, hvor naturen konstant udfordrede os, og hvor kampen lige så meget foregik inde i hovedet som ude i den barske virkelighed.

 

Og sidst, men bestemt ikke mindst, tager vi dig med til nogle af verdens brændpunkter: Irak, Pakistan, Uganda og Rwanda. Lande, vi cyklede igennem i årene 2023, 2024 og 2025. Her oplevede vi på egen krop, hvordan mediernes fortællinger ofte tegner et helt andet billede end den virkelighed, man møder, når man ser verden med egne øjne. Hvad sker der, når man lægger fordommene til side og lader sine sanser tage over?

 

Alt sammen fortalt gennem et positivt mindset, et stærkt venskab, en god portion humor og erkendelsen af, at verden måske er langt bedre, end vi går og tror.

 

Hold kæft, vi har det godt.

 

Pris 50 kr. betales på MobilePay 

 

Dato og tid: 6 oktober kl.19-20.30

 

Betal med MobilePay på nummer: 

680510 (skriv dato på foredrag i overførslen) 

 

Kontaktperson: info@marselisborgcentretsoplysningskreds.dk

 

Arrangør: Marselisborg Centrets Oplysningskreds

 

Kræver ingen tilmelding, mød bare op